endkcn

Ibsen Bibliotek

Skien/ Norge

Areal/ 9.800 m²
Konkurrence/ Prækvalifikation efterfulgt af konceptkonkurrence, 2019
Status/ Byggeperiode 2021-2025
Bygherre/ Skien Kommune
Landskabsarkitekt/ SLA
Andre arkitekter/ Rambøll Norge
Ingeniører/ Rambøll Norge

Det nye Ibsen Bibliotek, der ligger ved Meierikvartalet i Skien, Norge, er en institution, der hylder arven efter den berømte dramatiker Henrik Ibsen. Kun få skridt fra, hvor Ibsen blev født, bliver biblioteket et kulturelt højdepunkt for Skien centrum, ligesom det kommer til at være en central drivkraft for byens kulturelle bygningsplanlægning og turisme i mange år fremover. Det nye bibliotek vil rumme udstillings- og performance-rum, der giver de besøgende mulighed for at opleve Henrik Ibsens arbejde og indflydelse, såvel som borgerservice, turistinformation og kontorlokaler.

Stedet får udsigt over fire gader fra tre forskellige niveauer. Dets porøse, inkluderende og imødekommende karakter inviterer byen indenfor.

Ibsen Biblioteket er ikke kun en biblioteksbygning. Det er en rejse, der inspirerer til bevægelse gennem Meierikvartalet via de forbundne inden- og udendørsområder.

Bygningen består af en række volumener, der funktionelt og arkitektonisk udgør dele af en sammenhængende helhed. Byggeriets silhuet følger skråningen mod syd og toner på den måde frem skridt for skridt.

Indenfor er Sølvåren en række rum, man går ind i og igennem som en del af rejsen. Den fungerer som vævet, der binder bygningen sammen.

Biblioteket byder på store, fleksible fællesrum, som komplementeres af mere lukkede, intime steder som dem, man finder i Ibsens værker. Ibsen Biblioteket er disponeret, så der både er plads til det kommende bibliotek og et kunstnerisk formidlingscenter for en af verdens mest berømte dramatikere.

De tre udendørs rum med hver deres personlighed er Glass House, Stage og Ibsens have. Visuel og fysisk synergi mellem Ibsens have og biblioteket er et gennemgående tema i projektet.

Fra læserummet er der udsigt over træerne i den mere stille del af haven, mens unge besøgende kan glæde sig over de grønne områder i det nordøstlige hjørne. I det nordvestlige hjørne ligger legepladsen, som er let tilgængelig fra både gaden og fra biblioteket. I Ibsens have er der skabt rum for forskellige biblioteksaktiviteter, alene eller sammen med andre.

Som Ibsen selv er bygningen ikke bange for kontraster og tilstedeværelsen af forskellige interesser, hvilket er nogle af de grundlæggende principper bag biblioteket som samfundets demokratiske samlingspunkt. Bibliotekets teatralske og poetiske fremtoning kommer til udtryk i rumlighedens og materialernes diversitet. Ibsen Biblioteket i Meierikvartalet er et nyt, kulturelt ikon, et afgørende skridt i den kulturelle transformation og urbane udvikling af Skien centrum.

lignende projekter/