Grunden, der er omkranset af fire forskellige bystrukturer, åbner op for en ny urban mulighed: En arkitektonisk hybrid, der samler områdets forskelligartede udtryk og funktioner i ét samlet greb.
Vectura CampusF i Stockholm, Sverige opføres på et centralt knudepunkt i en af Nordeuropas tættest forbundne infrastrukturzoner, hvor både motorvej og jernbane løber direkte gennem huset baghave. Som det manglende led mellem fire vidt forskellige bykvarterer bliver den nye campus en nøglebrik i bestræbelserne på at forbinde byens områder og samle de uddannelsesinstitutioner, der allerede er til stede. Vectura CampusF er bevidst om både de udfordringer og det potentiale, som den unikke placering rummer, og bygningen påtager sig rollen som et nyt samlingspunkt, der forbinder vigtige steder i byen. Designet styrker derfor de eksisterende forbindelser til omgivelserne – og skaber samtidig nye. Det rækker ud og byder hele byen velkommen.
I modsætning til det traditionelle campuskoncept med flere bygninger i et afgrænset område gentænker Vectura campussen som en vertikal struktur, hvor forskellige funktioner stables, kombineres og flettes sammen via en offentlig gennemgående åre – Orangeriet – der snor sig op gennem bygningen. Arkitekturen lægger vægt på både visuel og fysisk åbenhed for at fremme et dynamisk samspil mellem videnskabens verden og hverdagslivet og for at opmuntre til tværfaglige møder. Ud over moderne laboratorier, studiemiljøer og kontorfællesskaber tilbyder Vectura også boliger til både studerende og ansatte. Orangeriet fungerer som et overdækket offentligt torv, en botanisk have og et uformelt mødested, hvor små butikker, caféer og restauranter henvender sig til offentligheden, mens grønne uderum skaber en indbydende og rekreativ atmosfære.
Vectura ønsker at sprænge rammerne for det klassiske campus og være mere end blot et uddannelses- og forskningscenter, der tiltrækker verdensførende virksomheder, startups og talenter inden for life science. Ambitionen er at blive Stockholms nye, pulserende bycentrum for innovation, co-working, kulturoplevelser og sociale aktiviteter – en urban campus bygget på idéen om forbindelser; mellem Stenstaden, Hagastaden og Karolinska. Mellem det eksisterende og det nye. Mellem sind, krop og hjerte.
Grunden, der er omkranset af fire forskellige bystrukturer, åbner op for en ny urban mulighed: En arkitektonisk hybrid, der samler områdets forskelligartede udtryk og funktioner i ét samlet greb.
Den sydvendte facade bøjer sig indad og skaber en ny bymæssig front – en inviterende port til den historiske bykerne.
Samtidig fungerer facaden som en effektiv og integreret støjskærm mod den nærliggende motorvej.
De øvrige sider afgrænses af rolige, grønne opholdsrum, der inviterer både medarbejdere og besøgende ind fra de omkringliggende kvarterer.
Bygningens hovedfacader følger skalaen i det eksisterende bybillede med otte etager over terræn.
Oven på dette volumen trækker en række penthouse-enheder sig gradvist tilbage i takt med højderne i det omgivende bymiljø, og skaber en naturlig overgang til den større skala.
Indenfor bindes de nye byrum sammen af en sekvens af tilgængelige, offentlige passager, som leder videre ind i tre sydvendte atrier i fuld bygningshøjde – og derved styrker både forbindelsen og åbenheden mellem bygning og by.
Vectura Campus F bliver Stockholms nye, bæredygtige omdrejningspunkt for innovation, co-working, kultur og sociale aktiviteter. Med sin centrale placering i krydset mellem Norra Stationsgatan, Karlsbergvägen, Rörstrandsgatan og Tomtebodavägen samler campussen de omkringliggende bykvarterer og uddannelsesinstitutioner i et dynamisk mødested.
Campussen er langt mere end et traditionelt forskningsanlæg. Her kombineres laboratorier, fleksible arbejdspladser og mødefaciliteter med et kultur- og oplevelsesrum, studieboliger, butikker og restauranter. Målet er at skabe et levende miljø for både internationale virksomheder, spirende startups og talenter inden for life science – og samtidig åbne stedet for byens borgere. De arkitektoniske greb som det centrale Orangeri og de DNA-inspirerede trappetårne styrker både de horisontale og vertikale forbindelser og understøtter synergier på tværs af funktioner og fagligheder. Resultatet er et inspirerende urbant samlingspunkt, hvor videnskab, erhverv og samfund bringes sammen.
Bygningens hjørner er trukket tilbage for at danne en ny urban plads, der inviterer besøgende indenfor i Orangeriet – det centrale samlingsrum, hvor caféer, restauranter og små butikker ligger side og side med arbejdspladser og laboratorier. Gennemsigtige facader skaber åbenhed og giver offentligheden et kig ind i de forskningsmiljøer, som normalt er forbeholdt de professionelle aktører.
Campus-ideen har sine rødder i middelalderens universiteter, hvor liv, læring og arbejde smeltede sammen i klosterlignende strukturer. Vectura Campus F gentænker denne idé og transformerer den horisontale campusstruktur til en vertikal, urbant tilpasset komposition, der samler bygninger, funktioner og fællesskaber i én arkitektonisk helhed.
Sammenhængen mellem de forskellige niveauer sikres via tre markante trappetårne – inspireret af DNA-strenge – som trækker dagslys ind i bygningens dybde og samtidig skaber mulighed for spontane møder og bevægelse på tværs af etager og professioner.
Stueetagen fungerer som fælles platform for aktiviteter, uformelle møder og bevægelse, og rummer en række varierede rumlige oplevelser og sociale zoner – et fælles samlingspunkt med plads til forskellighed.
Lejlighederne er reserveret til dem, der arbejder eller studerer på campus. Her bindes hjem og arbejdsplads sammen gennem Orangeriet, og alle lejligheder er udformet med fokus på lys, hjemlighed og forankring i nærområdet.
Hver lejlighed har altan eller fransk altan med udsigt mod Norra Stationsgatan og det grønne, intime gaderum, som fremmer ophold og sociale møder. Beplantning og træer skaber en blød overgang mellem det urbane og den menneskelige skala, og forbinder byens puls med campus’ rolige indre.
Som kronen på værket rejser bygningens øverste etager og tagterrasse sig i tre niveauer mod Hagastaden, hvilket både forankrer projektet i det eksisterende bybillede og skaber mulighed for storslåede udsigter. Det øverste niveau rummer et fleksibelt program – fra konferencefaciliteter til restaurant eller bar – og tagterrassen er anlagt som et grønt, rekreativt rum med hjemmehørende beplantning for at styrke biodiversiteten.