- Adresse
- Trekroner
- Program:
- Kirke
- Størrelse:
- 850 m2
- Bygherre:
- Himmelev Menighedsråd
- Samarbejdende arkitekt:
- Espen Surnevik
- Landskabsarkitekt:
- Schul Landskabsarkitekter
- Ingeniør:
- EKJ Rådgivende Ingeniører
- Andre samarbejdspartnere:
- Acoustica Sweco
- Fotos:
- Adam Mørk, Anders Sune Berg
En nutidig fortolkning af den danske folkekirke
Øst for Roskilde ligger Trekroner Kirke. En ny kirke, der ikke gør væsen af sig, men alligevel sætter et tydeligt aftryk i landskabet med sin karakterfulde og afdæmpede fremtoning.
Med et organisk formsprog og en nøje afstemt balance mellem det ydre og det indre fremstår Trekroner Kirke som en moderne nyfortolkning af folkekirken. Her forenes det jordiske og det himmelske gennem et raffineret ovenlys, der lader dagslyset strømme ned i rummet og skaber en intim atmosfære præget af ro, nærvær og eftertanke.
Kirkens arkitektur udspringer af en åben og inddragende proces, hvor Himmelev Sogns Menighedsråd aktivt engagerede lokale borgere og kirkegængere gennem dialog og workshops. Inspireret af Grundtvigs idé om kirken som bygget af “levende sten” afspejler arkitekturen nænsomt både de tolv apostle og den hellige treenighed – og åbner op for en bred vifte af anvendelser: fra gudstjeneste og fællesskab til individuel fordybelse.
Kirkerummet er udformet med særlig opmærksomhed på sanselighed og atmosfære. Det generøse ovenlys skaber bløde overgange mellem rummets funktioner og stemninger, og uden brug af vinduer opstår en omsluttende og nærværende arkitektur, hvor både blikket og tankerne kan finde hvile.
Trekroner Kirke er tænkt som en fleksibel ramme, der favner både højtider og hverdagsliv. Her er plads til store livsbegivenheder som bryllup, konfirmation og dåb, såvel som til uformelle møder, refleksion og personlig refleksion.
Hovedrummet er ideelt til gudstjenester og fællessamlinger, mens nicher langs væggene indbyder til fordybelse og nærværende samtaler. Forrest i kirken danner et fleksibelt område rammen om bl.a. konfirmandundervisning og aktiviteter for menigheden.
Kirken er skabt som en generøs invitation til en mere hverdagsnær og personlig anvendelse af det hellige rum – og som et sted, hvor troen kan opleves og udforskes på nye måder.
Sammen med akustikere fra Acoustica og orgelkonsulent Frederik Magle er der arbejdet målrettet med kirkens lydmiljø. Resultatet er en akustik, der ikke blot understøtter tale og salmesang, men også gør kirken velegnet til koncertbrug – uanset om det er klassisk, jazz eller ny kompositionsmusik.