Vi er stolte over at kunne annoncere, at Den Europæiske Investeringsbank (EIB) har udpeget et internationalt konsortium, herunder Schmidt Hammer Lassen, til at stå for designet af sit West Campus-program. Udnævnelsen følger en konkurrencepræget udbudsproces, der blev igangsat i 2024.
Foruden SHL tæller konsortiet Assar Universum Architects (Luxembourg), Assar BE Architects (Belgien), Paul Wurth Geprolux (Luxembourg), Tractebel Engineering (Belgien), Topotek 1 (Tyskland) og Papaya Urbanistes et Architectes Paysagistes (Luxembourg). Sammen bringer vi en bred og solid erfaring i både nybyggeri og transformation af større komplekser – med særlig indsigt i Luxembourgs arkitektoniske og tekniske kontekst.
Den indgåede rammeaftale løber over otte år med mulighed for forlængelse i op til tre yderligere år og har en samlet værdi på op til 33 millioner euro.
Projektet markerer et væsentligt skridt i EIB’s strategi for udviklingen af West Campus og omfatter blandt andet en nænsom renovering og udvidelse Sir Denys Lasduns ikoniske West Building (WKI), hvor bygningens karakteristiske facade bevares. Konsortiets første leverance bliver et foreløbigt designforslag, som skal præsenteres for EIB’s ledelse i starten af 2026. Vi ser frem til et tæt samarbejde med både EIB og vores projektpartnere om at realisere en moderne, bæredygtig campus, der rækker langt ind i fremtiden.
Fokus på bæredygtighed, kvalitet og fællesskab
West Campus-programmet er funderet i EIB’s ambitioner om at fremme bæredygtighed, innovation og social ansvarlighed. Målet er at skabe et tidssvarende, inkluderende og inspirerende arbejdsmiljø, hvor både medarbejdere og besøgende føler sig velkomne. Projektet vil fremme energieffektivitet, cirkulære løsninger og klimahensyn – helt i tråd med EIB’s rolle som EU’s klimabank.
Desuden integreres principperne fra det Nye Europæiske Bauhaus – med fokus på æstetik, funktionalitet og social sammenhængskraft – for at skabe en campus, der forener arkitektonisk kvalitet med visionær bæredygtighed.