Vi er stolte over at være blandt de fire prækvalificerede teams til opgaven med at udvikle og transformere den historiske Slagteribygning på Faaborg Havn. Projektet udgør en markant mulighed for at bidrage til bæredygtig, lokalt forankret vækst i Faaborg – en by med en stærk kulturel og arkitektonisk identitet.
Faaborgs unikke placering i Det Sydfynske Øhav, dens varierede bygningsarv – fra fredede bindingsværkshuse til det rå, postindustrielle havnemiljø – og det engagerede lokalsamfund skaber et særligt afsæt for udviklingen.
Visionen for Slagteribygningen er at etablere et levende kulturelt og oplevelsesdrevet kraftcenter, der året rundt understøtter lokalt iværksætteri, foreningsliv og fællesskab. Samtidig skal projektet tiltrække besøgende fra hele landet og udlandet – og dermed styrke Faaborgs rolle som destination for turisme og bæredygtig byudvikling.
Vi er totalrådgiver i et stærkt, tværfagligt team bestående af Rørbæk og Møller Arkitekter – nu en del af Schmidt Hammer Lassen – samt Lendager Arkitekter, BOGL, WSP Danmark og Fælleshaven.
Vi ser frem til at omsætte visionen til virkelighed i tæt samarbejde med Faaborg-Midtfyn Kommune, det lokale fællesskab og øvrige aktører.