Det er med stor glæde, vi kan dele, at vi – i samarbejde med LYTT og NIRAS – har vundet konkurrencen om at tegne Skills City fælleshus i Herning. Projektet er udviklet med udgangspunkt i det karakteristiske landskab omkring Herningsholm, som integreres nænsomt og naturligt i det samlede design.
Det nye fælleshus skal danne rammen om et mangfoldigt socialt og fagligt fællesskab. Her kan eleverne samles på tværs af fagdiscipliner efter skoletid – med naturen og fællesskabet som aktive medspillere i arkitekturen.
”Projektet handler om at skabe rum for fællesskab og nærhed blandt unge, der er i gang med at finde deres faglige ståsted og samtidig bevæger sig ind i voksenlivet. Det er meningsfuldt at kunne bidrage til deres studie- og hverdagsliv – og i nogle tilfælde også deres kollegieliv og dermed hjem i Skills City,” udtaler Kasper Heiberg Frandsen, partner hos Schmidt Hammer Lassen.
Designet tager afsæt i to bærende elementer: ’Kulturbåndet’ og ’Fælleshuset’. Sammen skaber de en stærk sammenhæng mellem de åbne landskabsrum og det centrale mødested, hvor livet kan udfolde sig. Bygning og landskab tænkes som én samlet helhed – med brug af materialer som tegl og biogene komponenter, der både understøtter bygningens funktionalitet og bæredygtighedsprofil.
Resultatet bliver en generøs og indbydende ramme – inde, ude og i overgangene. Et sted, hvor håndværk og faglig stolthed kan får frit spillerum, og hvor mock-ups, værkstedsarbejde og materialeforståelse mødes i hverdagen.
”Social bæredygtighed er en hjørnesten i Herningsholms vision, og med det nye fælleshus får vi en unik mulighed for at styrke både fællesskab, mangfoldighed og demokratisk dannelse. Vi er overbeviste om, at Schmidt Hammer Lassens smukke og funktionelle bygning vil give vores elever optimale rammer for trivsel og udvikling,” siger Allan Kortnum, direktør for Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier.
Vi er både stolte over og taknemmelige for tilliden og ser frem til at realisere projektet i tæt samarbejde med Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier.
Projektet er støttet af A.P. Møller Fonden.
Visuals: Vismo & Schmidt Hammer Lassen