Rørbæk og Møller Arkitekter bliver en del af Schmidt Hammer Lassen

Rørbæk og Møller Arkitekter bliver en del af Schmidt Hammer Lassen

02 Low Res

Ved at integrere Rørbæk og Møller Arkitekter under SHL-navnet styrker vi vores position som en af Skandinaviens førende arkitektvirksomheder – med særligt fokus på bevaring, renovering og transformation.

"Vi har gennem de seneste år investeret markant i digitale værktøjer og faglig specialisering – især inden for bæredygtighed og transformation. Med Rørbæk og Møller Arkitekter som en del af SHL-teamet kan vi nu tilbyde løsninger på endnu højere niveau – understøttet af specialiseret viden i alle led af værdikæden," siger Sanne Wall-Gremstrup, partner og administrerende direktør i SHL.

Rørbæk og Møller Arkitekter har i mere end 75 år været blandt Danmarks mest anerkendte tegnestuer og har opbygget en stærk portefølje inden for især bevaringsværdigt byggeri og komplekse renoverings- og transformationsprojekter. Et aktuelt eksempel er renoveringen af Danmarks Nationalbank, tegnet af Arne Jacobsen.

Både Schmidt Hammer Lassen og Rørbæk og Møller Arkitekter deler et stærkt værdigrundlag med fokus på faglig kvalitet, arkitektonisk integritet og en kompromisløs tilgang til detaljen.

Med dette strategiske skridt bliver alle medarbejdere hos Rørbæk og Møller en del af SHL, hvilket bringer vores samlede team op på 150 arkitekter fordelt på tegnestuerne i København og Aarhus. Samtidig indtræder partnerne Anders Wesley Hansen og Nicolai Overgaard i SHL’s partnerkreds og bidrager dermed til at styrke vores samlede faglige kapacitet og fælles vision.

"Jeg er meget stolt over den udvikling og de resultater, der har bragt os hertil. Det er et naturligt næste skridt for Rørbæk og Møllers udvikling at vokse ind i et større fagligt og kommercielt fællesskab. SHL er en af de mest respekterede arkitektvirksomheder i Danmark, og under dem bliver vi også en del af den globale designvirksomhed Perkins&Will. Dermed får vores stærke hold af arkitekter nu mulighed for at arbejde på endnu flere spændende projekter, både nationalt og globalt. Det ser jeg meget frem til", udtaler Nicolai Overgaard.

03 Low Res
Nicolai Overgaard and Sanne Wall-Gremstrup