schmidt hammer lassen architects bygger det første nulenergi-kontorhus i Danmark
– 18/12-2009
schmidt hammer lassen architects bygger det første nulenergi-kontorhus i Danmark
Schmidt Hammer Lassen - SHL
schmidt hammer lassen architects har skabt et nulenergi-kontorbyggeri, som bliver Danmarks første. Det er udstyret med 1100 m2 solceller til el-produktion og 420 m2 solvarme til opvarmning af vand og absorptionskøling. Bygningen vil desuden opsamle regnvand, der skal genbruges til toiletskyl og havevanding.
Nulenergi-kontorhuset i Viby er et led i schmidt hammer lassen architects' strategi for at bygge et tiltagende antal huse af stadig større energieffektivitet og bæredygtighed.
Projektet er en tilbygning til Århus Kommunes eksisterende administrationsbygning fra 1965. Det nye anlæg ligger smukt på et højdedrag på den nordvendte bakkeskråning mod Århus. Indgangen til de nye bygninger sker mellem store platantræer, hvilket giver en unik og smuk ankomst. Forslaget bygger videre på de kvaliteter, som allerede er i de gamle bygninger og de bevaringsværdige landskabsrum. Herved får de nye bygninger haverum, træer og beplantning forærende, som det ellers ville tage årtier at fremdyrke.
Det samlede anlæg vil fremstå som en helstøbt klassisk moderne komposition. Den nye tilbygning er en selvstændig bygning, der består af to parallelle stænger i 2-3 etager forbundet af tre tårnbygninger, som indeholder trapper, elevatorer, personaletoiletter og rengøringsrum. Dermed er kontorarealerne fri for tunge tekniske funktioner og kan indrettes meget fleksibelt.
Mellem de to stænger ligger tre haverum, der trækker naturen og parken helt ind i bygningen og delagtiggør medarbejderne i naturens skiftende karakter. Facaderne beklædes med genbrugsglas-paneler af stor materialevariation og stoflighed.
In order to view this page you need JavaScript and Flash Player 8+ support!
